At være pårørende til en misbruger kan være en af de mest belastende roller, man kan stå i. Det er en situation, der ofte kommer snigende, men som langsomt kan overtage hele hverdagen. Man oplever både bekymring, frustration, magtesløshed og sorg – og samtidig et dybt ønske om at hjælpe den person, man elsker.
Misbrug rammer ikke kun den, der drikker, tager stoffer eller er afhængig af spil. Det rammer hele familien, hele vennekredsen – og især de nærmeste. For selvom misbrugeren er midtpunktet i problemet, er de pårørende dem, der dagligt lever med konsekvenserne.
Når man er tæt på en misbruger, bliver følelserne ofte et virvar af modsætninger. På den ene side er der kærlighed, omsorg og håbet om, at tingene bliver bedre. På den anden side er der vrede, skuffelse og frustration over de løfter, der bliver brudt, og de aftaler, der ikke bliver overholdt.
Mange pårørende føler også skam. Skam over at være i en familie, hvor misbrug fylder, eller frygten for, hvad andre vil tænke, hvis de finder ud af det. Skammen kan gøre det svært at række ud efter hjælp, og derfor går mange alene med deres tanker.
Et af de største problemer for pårørende til en misbruger er følelsen af magtesløshed. Man ser den man elsker skade sig selv – og måske andre – men oplever gang på gang, at råb, gråd og bønner ikke ændrer noget. Misbrugeren kan nægte at erkende problemet eller love at stoppe uden reelt at gøre det.
Magtesløsheden kan være tung at bære. Den kan føre til, at man som pårørende selv udvikler stress, søvnproblemer eller depressive symptomer. Man bruger så meget energi på at forsøge at løse den andens problem, at man glemmer at passe på sig selv.
En af grundene til, at det er så svært at hjælpe en misbruger, er, at selve misbruget ændrer måden, personen tænker og handler på. Afhængigheden overtager styringen, og for mange føles det vigtigere at få det næste fix, det næste glas eller det næste spil end at holde fast i relationer, job eller forpligtelser.
Som pårørende kan man ikke tvinge en misbruger til at stoppe. Den beslutning skal komme indefra. Men man kan hjælpe med at skabe de rammer, der gør det sværere at fortsætte misbruget og lettere at tage imod hjælp.
En af de sværeste, men vigtigste ting for pårørende, er at sætte grænser. Grænser kan føles kolde eller hårde, men de er nødvendige – både for at beskytte sig selv og for at sende et klart signal om, at misbruget ikke er acceptabelt.
Det kan være grænser som:
Ikke at låne penge til misbrugeren
Ikke at dække over problemet overfor andre
Ikke at lade misbrugeren opføre sig truende eller respektløst i hjemmet
Grænser handler ikke om at straffe, men om at passe på sig selv og vise, at misbruget har konsekvenser.
Selvom det kan virke umuligt, er det ofte muligt at motivere en misbruger til at søge hjælp – hvis man griber det rigtigt an. Det kræver tålmodighed, en rolig tilgang og fokus på omsorg frem for konfrontation.
En god start kan være at vælge et tidspunkt, hvor misbrugeren er ædru eller ikke påvirket, og tale åbent om, hvordan misbruget påvirker en selv og familien. Det kan hjælpe at bruge “jeg-budskaber” som:
“Jeg bliver bange, når du drikker så meget”
“Jeg savner den, du var før misbruget”
Det er også en god idé at have konkret information klar om, hvor man kan få behandling. Det kan gøre beslutningen lettere, fordi misbrugeren ikke selv skal tage det første store skridt.
En ting, mange glemmer, er, at pårørende også har brug for hjælp. Det kan føles egoistisk at tænke på sig selv, når en anden har det værre, men sandheden er, at man ikke kan hjælpe andre, hvis man selv brænder ud.
Derfor kan det være en god idé at:
Deltage i støttegrupper for pårørende
Tale med en psykoterapeut eller rådgiver
Fastholde sociale aktiviteter og interesser uden for hjemmet
Sørge for at få søvn, motion og sund mad
At passe på sig selv er ikke det samme som at give op. Det er tværtimod en forudsætning for at kunne være der i det lange løb.
Nogle gange kommer man som pårørende til et punkt, hvor man må trække sig tilbage – helt eller delvist. Det kan være, hvis misbruget er voldsomt, og misbrugeren nægter hjælp. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at beskytte sig selv og eventuelle børn ved at skabe afstand.
Det kan være en af de sværeste beslutninger at tage, men det kan også være det, der i sidste ende motiverer misbrugeren til at søge behandling.
Selvom det kan føles håbløst, er der mange eksempler på, at mennesker kommer ud af deres misbrug – ofte med stor støtte fra deres pårørende. Vejen kan være lang og fuld af tilbagefald, men det betyder ikke, at kampen er tabt.
Som pårørende er det vigtigt at holde fast i håbet, selv når det er svært. At huske på, at forandring er mulig, og at det at være der – selv på afstand – kan gøre en forskel.
Konklusion:
At være pårørende til en misbruger er en følelsesmæssig, fysisk og mental udfordring, der kræver styrke og tålmodighed. Det er en rolle, der kan tære hårdt på én, men også en rolle, hvor man kan være med til at skabe forandring. Med de rette grænser, den rigtige støtte og fokus på egen trivsel er det muligt både at passe på sig selv og samtidig give misbrugeren de bedste chancer for at få hjælp.